Hvem er vi?

 

Lawrence & Hennie Lindhardt

Lawrence & Hennie Lindhardt har fulgtes ad siden de mødtes i 1988. De har gennem årene udviklet et smukt samarbejde i mange af livets forhold. Efter at ha taget healer uddannelse sammen, startede de med at komponere musik i 1990, efter at de hver især havde spillet i diverse bands.
Musikken har siden hen kastet fire CD´ere med healings- og meditationsmusik af sig. De har givet koncerter så forskellige steder i verden som Australien, New Zealand, Grønland, Island, Norge, Finland, Estland og Tyskland.

Som billedkunstnere, hvor de begge søger at udtrykke de indre verdeners lys, har de haft flere udstillinger sammen, bla. i Helligåndshuset i København. Hennie maler især på silke, mens Lawrence maler med olie, akvarel og pastel.

Englene spiller en væsentlig rolle i Lawrence og Hennies liv. Igennem årene har de sammen og hver for sig holdt mange foredrag, workshops og kurser med englene som hovedrolleindehavere. Dette er sket ikke bare i Danmark, men også i både Island, Grønland, Norge, Australien og Tyskland.
De har desuden sammen skabt en ”Engle Healer Skole”, som har kørt i Norge og Danmark i 2006/07.

 

Lawrence Lindhardt

Gennem livets bakker og dale har jeg langsomt kunnet sætte ord på de lysspor, som jeg gerne vil afsætte i dette liv. Jeg vil godt forøge skønheden, glæden, kærligheden, håbet og freden i denne verden, således at et universelt søster-broderskab kan blive skabt. I mit hjerte er der en længsel efter at Jorden må blive en lysende planet, hvor der er plads til og respekt for alle.

Høje mål? Muligvis, men det drejer sig om at begynde med sig selv og bruge de evner man er blevet givet. Dér, hvor jeg kan sætte ind og gøre en forskel, er gennem musik, maleri, tekster, undervisning og healing. Dét er mine lysspor.

Jeg er født i København i 1956, er uddannet healer, journalist og folkeskolelærer, og arbejder for tiden på en specialskole med udviklingshæmmede. Autodidakt musiker, billedkunstner og digter.
I 25 år har jeg beskæftiget mig aktivt med den åndelige verden, og har i de seneste år fået en stadig tættere kontakt til englene. Dette har givet sig udslag i, at jeg maler folks skytsengle og således videreformidler healing og vejledning fra disse smukke lysvæsner. Englene åbner døre til nye muligheder, gi´r håb og opløftelse.  

Hennie Lindhardt

Jeg er født i Nordnorge, deroppe hvor solen ikke går ned om sommeren, og man ligger der i sin seng og hører de voksne arbejde i sin have og hygge sig udenfor det åbne vindue, mens man slet ikke kan finde ud af at sove! Om vinteren er sneen tårnhøj, og det røde, grønne og gule nordlys fejer over himmelen i de lange, mørke vinterdage hvor solen er væk.

Det skete i 1956 at jeg blev født på en ø i Vesterålen, nord for polarcirkelen. Som 11-årig flyttede vi sydpå, nær Oslo, og derfra gik det stærkt videre, og i 1988 havnede jeg i København på Healerskole, hvor jeg  mødte min mand. Derfra er det gået endnu stærkere.

Jeg har gået på healerskole i flere år, har taget biopatuddannelsen, er også autodidakt musiker, har uddannet mig til pædagog, lært at male på silke, og uddannet mig til Theta Healings Instruktør hos Vianna Stibal i USA. Jeg har undervist i theta healing siden 2004 i forskellige lande, og har også udviklet et kursus som hedder ”Skab dig det liv du vil ha”, hvor jeg bruger mine erfaringer fra den proces jeg selv har været igennem med en kræftsygdom der varede i fire år.



Administration