Digte af Lawrence Lindhardt
TRE DIGTSAMLINGER AF LAWRENCE LINDHARDT
På disse sider vil jeg præsentere nogle af mine digte, som handler om bl.a. Gud, englene, tid kontra tidløshed, væren kontra ikke-væren, alt kontra intet, personlighed kontra sjæl, reinkarnation og karma, naturens heldbredende energi, overgivelse, det at se sig selv udefra og den magiske zone, hvor alt kan ske.
Bestilling af bøger:

Send en mail til whitelotus@post.tele.dk og overfør beløb til konto: Spar Nord: 9243- 6500 69 5380
Bøgerne afsendes inden 2 dage.
Pris:
Tilbudspris for tre stk. kr. 350 + 60 kr i porto.
"Hvor lang tid varer evigheden"
kr. 150 + porto kr. 35
"Mod den magiske zone" kr. 125 + porto kr. 35
"Om Gud og englene" kr. 100+porto kr. 25
Digte fra "Hvor lang tid varer evigheden?"

(Fra afsnittet "At leve")
OM HJERTET
Mit hjerte
er mit hjem
At være hjerteløs
er at være hjemløs
SIKKERHED
Mange siger til mig
at én ting er sikkert her i livet
og det er at vi skal dø
Jeg siger så:
Er det sikkert
at vi lever?
EN NY GLÆDE
Jeg er ikke længere glad
på den gamle ublandede måde
men på en ny måde
hvor alt muligt
bl.a. også sorg, smerte og lidelse
er blandet med ind
og derved gi´r en dybde
som min gamle glæde
aldrig ville kunne have givet mig
og som til sidst vil destillere mit liv
og gøre min glæde så ren
og ublandet
som bl.a. sorg, smerte og lidelse
aldrig ville kunne have forestillet sig
KUNSTGREB
Fjern mis
fra mistro
fjern mis
fra misforståelse
fjern mis
fra mislykkes
fjern mis
fra misinformation
fjern mis
fra misfornøjelse
og så videre
Og hvad har vi så?
Ja, rigtigt
en masse katte
(Fra afsnittet "Tid og evighed")
NÅR JEG BLI´R STOR
Når jeg engang
bli´r stor
vil jeg være
udødelig
KÆRLIGHEDENS NATUR
Kærligheden
er evighedens forlængede arm
for den kan dø
utallige gange
uden at miste modet
og livet
BAG DRØMMENS PORT
Evigheden går på listesko
ind i tidens sovekammer
og banker på drømmens port
som er det eneste sted
hvor den kan få adgang
til menneskets indelukkethed,
udelukkende
med den hensigt
at lukke op for udsigten
til større horisonter
tabte
eller endog fortabte
men nu med mulighed for
at blive genfundet og genvundet
stående på tærsklen
til uforfalsket morgen
TID OG EVIGHED
Hvordan hænger tid
sammen med tidløshed?
Er det sådan
at der er en tidslomme
hvor evigheden griber
tidens hænder
og trækker den med ind
i et uudsigeligt nu?
Digte fra "Om Gud og englene"


(Fra afsnittet "Om Gud")
STILLET OVERFOR GUD
Stillet overfor Gud
giver jeg slip på alt
og har intet
udover Gud
som er alt
tilbage
GUD SVARER FOR MIG
Jeg har intet at sige
til mit forsvar
for jeg har intet mere
at forsvare
nu
hvor Gud svarer for mig
VED - VED IKKE
Hvis Gud er alvidende
og det må en Gud
der har skabt Universet, være
så ved Gud også
at en del af mig ikke ved
hvad jeg skal tro
og at en anden del
tror på alt det
jeg ikke ved
I LIVETS MØRKESTE STUNDER
I dit livs mørkeste stunder
synes Gud at være så langt væk
at det måske er fordi
Gud følger dig så intenst
og så tæt på
at I er ét
og du derfor ikke kan høre
Guds Åndedræt
for dit eget
og du ikke kan se
Guds Åsyn
fordi det er i dit
og at du ikke kan mærke
Guds Hjerte
fordi I slår i takt
(Fra afsnittet "Englene")
REJSEHOLDET
Er Guds Nåde
en engleskare
der rejser derhen
hvor det næste mirakel
skal finde sted?
ENGLENES NATUR
Englenes natur er
at være naturlige
selvom mange mennesker synes
de er unaturlige,
så unaturlige
at de ikke tror de findes,
selvom alle engle ved
at de gør
PÅ HERRENS MARK
Vi er kastet ud
på Herrens Mark
og vi ser os chokerede omkring
bare for at opdage
at der er engle overalt
For hvad skulle der
egentlig ellers være
på sådan et sted?
ENGLE
Engle
har en særlig måde
at være engle på
Det er derfor
der bli´r så stille
når en går gennem stuen
og stiller sig i en krog
for at holde vagt
Engle
kan ikke røre ved noget
uden at vand
bli´r til vin
bly til guld
og sorg til medfølelse
og vi ser dem sidde
på bænkene
i byernes parker
hvor de ensomme lever
og vi møder dem
med en fakkel i hånden
der hvor menneskets sidste gnist
af håb
er ved at blive slukket
Der er meget
at takke englene for
og derfor skriver jeg dette
så de ved det
for lige nu
står der en
ved min seng
og lytter til
mit hjerte
Digte fra "Den magiske zone"

(Fra afsnittet "Naturligt")
DEN FØRSTE FORÅRSDAG
Hvad alverdens visdom
ikke kan få os til
at forstå
det kan en fugls sang
den første forårsdag
SOM EN RUBIN I HVIDHEDEN
At se på de snedækkede grene
denne stille solmorgen
efter nattens storm
er nok
lige nu
Så kan verden tumle afsted
forandre sig så meget den vil
og Universet kan expandere
og hvirvle rundt
så meget det har lyst til
Lige nu
er det nok
at se på træets grene
hvor puder af sne
har lagt sig til rette
og en enkelt fugl
med rødt bryst
sætter sig på en af dem
som en rubin
i hvidheden
(Fra afsnittet "Ikke-tilknytning")
JEG GÅR HEN TIL MIG SELV
Jeg går hen til mig selv
og ser mig selv ind i øjnene
og lægger mærke til
om jeg gengælder blikket
eller om jeg stadig famler rundt i blinde
og snubler over rekvisitter
som bli´r brugt i mit eget livs drama
JEG VAR - IKKE
Jeg kom cyklende
og pludselig forsvandt jeg
hen til et sted
hvor jeg var i forvejen
mens jeg uvidende
cyklede videre
Dér var jeg hverken mand eller kvinde
jeg var slet ikke mit navn
jeg var ikke min profession
jeg var heller ikke mine følelser
eller mine tanker
og slet ikke min krop
Dér var jeg ikke engang det
jeg var sikker på at jeg var
ja, jeg var kanp nok min sjæl
bare Ånden skinnede frem
en Ånd som var smeltet sammen med
alt det der findes
og ikke findes
i Universet
og udover dette
(Fra afsnittet "Overgivelse")
OVERGIVELSENS ØJEBLIK
Selvom jeg ikke
kan indeholde det
er alt indeholdt
i dette øjeblik
af sammensmeltet
sorg og glæde
TO FORSVARSLØSE
Livet har intet
at sige til sit forsvar
og er dømt på forhånd
til at være livet
Jeg har intet
at sige til mit forsvar
og er dømt på forhånd
til at være i livet
Jeg har fået livstid
livet har fået liv
og nu overgiver vi os
til hinanden
(Fra afsnittet "Den magiske zone")
EN STRÅLENDE MORGEN
En strålende morgen
vågnede jeg
med lotushænder
og jeg lagde dem på
min smertefulde fortid.......
JUNIAFTEN
Den måde birketæerne
bevæger sig på
en juniaften
minder mig om noget
der er for godt til
at være sandt
Og det der er for godt til
at være sandt
minder mig om
den måde birketræerne
bevæger sig på
en juniaften
I DETTE ØJEBLIK AF ROSER
Kan noget blive så rødt
at alle andre farver forsvinder
og man derfor ikke længere ved
om det er rødt?
Sådan er roserne
i vores rosenbed
når jeg tænker tilbage på dem
her fra højfjeldet
Det er som om
de står ved siden af mig
og hvisker om deres rødhed
som jeg ikke kan forklare
på anden måde end ved
at alle andre farver viger
ja, alle andre ting
så det er som om
kun de og jeg existerer
og ikke engang de og jeg
for vi er smeltet sammen
og er blevet til ét
og jeg ved ikke længere
hvem jeg er
og ønsker heller ikke at vide det
for i dette øjeblik af roser
ligger jeg i Guds Store Hænder
på én gang løftet bort fra alt
og ét med alt